tirsdag den 13. maj 2014

Frikadeller! - som min mor laver dem!

- og det er efter min ydmyge mening verdens bedste af slagsen!

Jeg har lavet frikadeller tre... ja... TRE gange i mit liv... Det skyldes at vi sjældent havde den kombi af kød, som der skal bruges, dengang vi studerede og nu... Ja... Nu er jeg så begyndt at lave det! To gange er det blevet til mens vi har boet her - og det er endda inden for de sidste par måneder. Jeg har nemlig fundet ud af, at det er super let at lave og lige noget min søn kan være med til! - og det tæller altså ikke så lidt!

Første gang - da vi studerede - jeg prøvede at lave frikadeller, lavede jeg dem ud fra en klassisk kogebog og jeg må indrømme, at det smagte da okay, men det var bare ikke sådan helt rigtigt... Du ved... som mor laver det!

Så da Hr. X for noget tid siden begyndte at snakke om de her frikadeller, ja, så måtte jeg jo spørge min mor... Hun havde så ikke en helt nøjagtig opskrift - mere en "sådan ca. og prøv dig frem"-opskrift!

- og den vil jeg dele med jer!

Ingredienser

  • 500 g hakket oksekød
  • 500 g hakket svinekød
  • 3 stk m/l æg
  • 1 løg
  • 2 spsk. rasp
  • Rigeligt med salt og peber
  • Evt. lidt vand
  • Smør

Vejledning

  1. Hæld kødet i Kenwood-maskinen og lad det blive æltet godt sammen (jeps, it's the easy way!)
  2. Hak løgene og slå æggene ud
  3. Fjern 1/4 af kødet (min mormors trick - forstil dig at du kigger direkte ned og skal dele den op i 4 - som brøkregning i skolen!) og tilsæt løg, æg og rasp i hullet.
  4. Bland det hele godt sammen
  5. Tilsæt rigeligt med salt og peber. Tag evt. en lille klump fars og giv det 30 sekunder i mikroovnen - så kan du smage om det skal have mere af det ene eller andet.
  6. Tilsæt evt. lidt vand, hvis farsen virker for tør - må meget gerne være sådan lidt klistret.
  7. Lad evt. farsen stå lidt (plejer jeg at gøre)
  8. Sæt en pande over med smør (evt. også lidt olie). Middel til høj temperatur.
  9. Form et par frikadeller, som du lægger i den høje (helst) pande, når smørret er smeltet.
  10. Form flere og flere frikadeller efterhånden som der bliver plads på panden. Når de begynder at blive færdige, placerer jeg dem ovenpå nogen af de andre. På den måde er de kun indirekte over varmen, men er stadig dejlig varme til aftensmaden (og ellers er de perfekte til frokost!)

Det færdige resultat!


Det er altså lækkert! Personligt kan jeg allerbedst lide frikadeller kolde - i madpakken med et stykke rugbrød med smør og evt. lidt salt og nogle grøntsager... Men det her er absolut heller ikke af vejen og manden var nærmest lykkelig! Sputnikken? "Smager godt, mor, smager godt!"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...