lørdag den 7. september 2013

Svensk pølseret

"Det er efterår og jeg er lige kommet hjem fra en af ugens "Efter skole"-aktivitet også kaldt en "FRITIDS"-aktivitet! Mens jeg stiller skoene og hænger jakken på plads kan jeg dufte aftensmaden fra køkkenet... Det dufter skønt!
Jeg kommer ind i køkkenet og min mor smiler til mig og siger "Du kommer lige til spisetid! Dækker du lige på bordet og kalder på resten, så er maden klar?". Det dufter godt og jeg kigger i gryden - Svensk pølseret...! Det kan man altid lige have! 10 minutter senere sidder hele familien om bordet og spiser - der bliver hygget, grint og en lille smule skændtes og den svenske pølseret bliver spist sammen med mors egne hjemmesyltede og hjemmelavede rødbeder. En halv time senere er jeg ude af døren igen... Denne dag er det nemlig en dobbelt aktivitetsdag!"

Det er en af mine minder omkring svensk pølseret - at få det serveret en god omgang svensk pølseret i familiens skød! - og jeg håber, at min Sputnik får præcis den samme slags minder!

Dette var efterårets første svenske pølseret! Grundprincipperne hos de fleste svenske pølseretter minder om hinanden - der er tomatpure, kartofler, pølser og løg... Jeg tager udgangspunkt i min mors opskrift og har så piftet den op med lidt chili og hvidløg! Det skulle være godt for kroppen (hvilket jo er perfekt til efterårets mange sygdomme) og så giver det lige et ekstra lille pift! (Uden dog at blive for stærkt - jeg er nemlig dårlig til stærke ting ;)  )

Det er forresten til 2 dage herhjemme - og både Mr. X og Sputnikken spiser altså igennem - så...

Ingredienser

  • 650 g kartofler
  • Salt til vand
  • 2 spsk. olie
  • 3 løg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 spsk. paprika
  • ½ tsk. tørret chili
  • 1 ds. tomatpure
  • 10 pølser
  • 5 dl. mælk
  • Salt og peber til smag

Vejledning

  1. Kog kartoflerne i letsaltet vand og lad dem køle (kan med fordel gøres dagen før)
  2. Skær pølserne i 1 cm. skiver og kartoflerne i mundrette størrelser
  3. Varm olien op i gryden, mens du hakker løg og hvidløg
  4. Hæld paprika, hvidløg, løg og hvidløg i gryden.
  5. Rør godt rundt - gå videre til trin 6, når løgene er nærmest gennemsigtige.
  6. Tilsæt tomatpure og lad det brænde lidt af - det skulle tage bitterheden. (HUSK at passe på, så det ikke ender med at brænde på!)
  7. Tilsæt og steg pølserne i gryden!
  8. Kartoflerne hældes i gryden og rør godt rundt.
  9. Tilsæt mælken lidt ad gangen og lad det koge til en tyk sovs!
  10. Smag til med salt og peber!

Det færdige resultat


Det er altså en super nem ret!
- og hold da op, hvor er der dog mange minder i den ret!
HUSK rødbederne! Deres syrlighed gør lige det sidste!
- også selvom de ikke er hjemmelavede som min mors!
(og nej, det er købte - dem på tallerkenen ;))
 
Ps, jeg skal nok en dag ligge den fedtfattigere udgave ud ;)
Kan sige så meget som at den er med røde peberfrugter og smager super!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...