fredag den 3. maj 2013

Boganmeldelse: Slangens Ring af Raymond Khoury

Lad det være hurtigt sagt: Den her bog var lidt svær at komme igang med! Den trak godt nok tænder de første 100 sider. Men nu er jeg blevet færdig med den og må indrømme at de sidste 100 sider gik stærkt!

Titel og forfatter:

Slangens Ring af Raymond Khoury

Han har bl.a. skrevet Den sidste tempelridder

Fakta:

Antal sider: 357
Genre: Spændingsroman
Udgivet: 2009

Plot - i følge saxo.com:

Bagdad - 2003: En amerikansk soldat træder ind i en bunkeragtig bygning og gør en forfærdende opdagelse: Rummene er indrettet som hospitalsstuer, men det har ikke været helbredelse, folk i huset beskæftigede sig med!

Libanon - nutiden: Ærkæologen Evelyn kontaktes af en af sine gamle kolleger fra Irak, der skræmt fra vid og sans søger hjælp til at få asyl i USA. 'Adgangsbilletten' vil være et gammelt kodeks, der på omslaget viser en slange, der æder sin egen hale. Evelyn ved straks, hvilken kostelig arkæologisk artefakt, kollegaen snakker om... og det er der flere, der gør! Dagen efter mødet kidnappes Evelyn, og løsesummen er det gamle kodeks.Problemet for Evelyns datter Mia er, at moderen aldrig nåede at få kodekset, og sælgeren er som sunket i jorden. Mia får hjælp af CIA-agenten Cooper og en mystisk mand ved navn Kirkwood til at finde Evelyn, før kidnapperne gør alvor af deres trussel og sender Evelyn tilbage i smådele.

Anmeldelse:

Hvad synes jeg om den her bog? Uh... Det tog ca. 200 sider (faktisk præcis 199) før jeg blev rigtig interesseret i den - og det er lige rigeligt synes jeg!
Før jeg ramte side 199 syntes jeg, at historien var langsom tenderende til at være kedelig. Den var forudsigelig og de lyspunkter der var skete, når vi var tilbage i 1800-tallet. De lyspunkter var jeg dog ret glad for! Selve historien kørte lidt i det samme riller og der skal ikke meget til at regne ud, hvordan personerne hænger sammen, hvem de er og hvem der i virkeligheden er de gode og de onde!

Efter side 199 blev historien lidt mere spændende og der begynder der at ske lidt mere. Bogen bliver mere interessant, da selve historien rent faktisk begynder at rykke væk fra utallige skudepisoder til at der rent faktisk sker en udvikling - både karaktermæssigt og plotmæssigt. - og uden at afsløre for meget, synes jeg at der er nogle gode pointer og nogle fine dilemmaer - samt at det er dejligt at forfatter har turde tænke de tanker han har gjort sig.

Alt i alt: En lang og lidt kedelig start, men når den kommer igang er den nu slet ikke værst, selvom historien stadig er forholdsvis forudsigelig. Den kører på nogle af de fordomme der findes i verden og et eller andet sted viser den et godt billede af, hvordan simple etiske dilemmaer bliver komplicerede, når det pludselig handler om magt, penge eller ja... kærlighed!

Karakter:

3 ud af 5!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...