mandag den 29. april 2013

Hakkebøf med bløde løg og brun sovs - ægte mormormad fra en husmor

Jeg ved egentlig ikke hvad der præcis er sket... Jeg ved bare, at efter at jeg blev mor skete der noget med min madlavning. Det har altid skulle smage godt... - ellers er det jo ikke rart at spise... Jeg har altid eksperimenteret og det er nogle gange gået rigtig skidt og andre gange (heldigvis flest) er det gået super godt! Da vi studerede fik vi næsten aldrig kartofler og det handlede også lidt om at det skulle være sundt! Altså kaloriemæssigt sundt! Smør og fløde var helt væk fra kosten og mormormad var meget sjældent. Nu er det som om jeg går rigtig meget op i, at jeg og min familie skal spise ordentlig mad, forskellige mad, alsidig mad og gode råvarer! Jeg nyder det mere og jeg elsker mit rum - mit køkken! Manden siger at det kan ses på køkkenet, der for alvor begynder at få personlighed!

Jeg har forsøgt at lave hakkebøffer, men de er altid flækket og så er det jo rigtig træls! MEN så var det, at jeg bestemte mig for, at nej, nu skal det altså prøves! Vi havde kartofler der skulle bruges, frosne ærter i boksen, løg i skålen og hakket oksekød i fryseren! - og pga. lockoutet er pengene jo ret små, så det at der ikke skulle handles var super!

Men jeg fik også nogle gode triks af Frk. Jensen.
Triks 1: Pres kødet godt før du former det - EJ!! Det giver egentlig god mening!
Triks 2: Når du har formet og skåret det, så læg det i en melkrydderiblanding - så giver det en god stegeskorp! - Ahmennn, det giver jo også god mening!
Triks 3: Hæld lidt timian ved de bløde løg! - Det giver altså et fedt twist!

Ingredienser

Bløde løg

  • 2 spsk. smør
  • 2 løg
  • Salt og peber (ca. ½-1 tsk af hver)
  • ½ tsk. timian
  • ½ tsk. sukker
  • 1 tsk eddike

Hakkebøffer

  • 400 gram hakket oksekød
  • 2-3 spsk. mel
  • Salt og peber
  • 2 spsk. smør

Brun sovs

  • Skyen/resterne fra hakkebøfferne og de bløde løg
  • Smør
  • Mel
  • Vandet fra de kogte kartofler
  • Salt

Vejledning

  1. Løgene
    1. Skær løgene i skiver/ringe
    2. Hæld salt, peber og timan over løgene
    3. Smelt smøret i panden ved svag/middelvarme
    4. Hæld løgblandingen i panden og lad dem stege ved svag/middelvarme til de er bløde og evt. lidt lysebrune - gå i gang med hakkebøfferne mens det steger.
    5. Tilsæt sukker og eddike og rør godt rundt!
    6. Lad løgene stege i mindst 2 minutter mere
    7. Hæld løgene hen på staniol og luk det inde, så det holder varmen. Ikke noget med at skrabe panden da "skyen" giver smag!
  2. Hakkebøfferne
    1. Fordel kødet i fire bunker
    2. Pres hver kødklump godt sammen
    3. Form dem til 4 bøffer - husk at trykke den ene sidde lidt ind.
    4. "Skær"/pres de typiske krydsmønstre i begge sider i bøfferne.
    5. Bland mel, salt og peber sammen.
    6. Vend bøfferne i melblandingen og læg dem til side, indtil du er færdig med det sidste "Løg"-punkt (1.7).
    7. Skrue op for panden og smelt smøret.
    8. Steg bøfferne, så de hurtig får stegeskorpe/lukket kødet
    9. Steg bøfferne ca. 2 minutter på hver side.
    10. Placer bøfferne i et fad og fordel løgene over bøfferne.
    11. Læg staniol over så det holder varmen
  3. Den brune sovs
    1. Lav en smørbolle af smør og mel (det er lidt forskellige hvor meget man skal bruge, da det afhænger af hvordan man vil have sovsen!)
    2. Placer den i panden med skyen/resterne fra stegningen og rør godt rundt
    3. Hæld kartoffelvandet i panden - lidt ad gangen.
    4. Lad det koge hele tiden og tilsæt evt. kartoffelvand eller mel for at få den rigtige mængde og tykkelse.
    5. Smag til med salt

Det færdige resultat


Således så aftenens tallerken ud! Det er da lækkert!
Løgene tog virkelig lang tid, så næste gang prøver jeg at lave dem ved middelvarme!
Men hold fast det var godt!
Manden elskede det, Sputnikken elskede det og jeg var også ret vild med det!

Så det skal laves igen en dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...