fredag den 12. april 2013

Forloren hare - ala Sasibe

Jeg har aldrig nogensinde i mit liv lavet forloren hare... Taget i betragtningen af at vi er sådan lidt gammeldaws er det virkeligt underligt! Men det er faktisk først efter at vi fik Sputnikken, at jeg er begyndt på det der rigtige gammeldaws mormor-mad. Men så var det så, at jeg for noget tid siden faldt over Coco & Co.s opskrift. Det vakte min interesse for den forlorne hare og så har jeg kigget lidt hist og her samt snakket lidt med min mor samt naturligvis konsulteret med Frk. Jensen.

- og NU skulle det så være! Det var lidt en overraskelse til manden! Han fik  det at vide lige efter morgenmad og så skulle man jo tro han blev glad (!) og det gjorde han også! Men så begyndte han at snakke om at den jo altså skulle have butterdej over sig?? Det gør min svigermor nemlig... Hm... Jeg havde absolut ingen butterdej og havde ingen intention om at lave det fra bunden! Så jeg holdt fast i at den blev på den måde jeg havde udtænkt mig - som jeg havde overvejet, undersøgt og forberedt! ALTSÅ! Til gengæld har jeg lovet, at jeg laver en indbagt version efter at jeg har snakket med svigermor om hvordan hun laver den! (for det lyder nu også lidt spændende!)

Jeg blev lidt kreativ, hvilket I kan se på det nederste billede og jeg har stadig optur over at det blev så godt som det gjorde. Ja, selv SOVSEN blev god! (Meget tragikomisk forhistorie omkring dårlig brun sovs!) Hos os ville der være til max. 4 personer - men nu har jeg også en søn der spiser rigtig, rigtig meget!

Ingredienser
  • 500 g. hakket svinekød
  • 1 løg
  • 1 æg
  • 3 spsk. mel
  • 1 dl. mælk
  • 1 tsk. salt
  • ½ tsk peber
  • 1 pk. bacon i skiver (altså langggeeee skiver)
  • 5 dl vand - eller sådan at det går 1-2 cm op i fadet - det er vigtigt i forhold til sovsen!
Vejledning
  1. Hak løget i tern - man kan sikkert også rive det eller andet, men jeg kan godt lide at det giver lidt struktur!
  2. Hæld kød, løg, æg, mel, mælk, salt og peber i en skål og rør det til en ensartet masse (løgene skal være godt fordelt)
  3. Lad farsen stå i 30 minutter - ca. (så det får lov til at "gå" sammen)
  4. Form farsen til et "brød" - også kaldt aflang firkant (evt. med runde hjørner) i et ildfast fad
  5. Læg baconstrimlerne over - det skal være over det hele. Jeg krydsede dem, så det så super godt ud og var rigtig sprødt! (manden var lidt imponeret ;))
  6. Ind i en forvarmet ovn ved 200 grader i 10 minutter.
  7. Hæld vand i fadet, så det dækker 1-2 cm fra bund og op. (afhængig af fad)
  8. Lad den bage i 50 minutter.
    1. Hvis du laver sovs - hvilket er super nemt - så tag skyen fra fadet efter 40 minutter.
    2. Reducer/kog skyen til 1/3 del
    3. Jævn sovsen (jeg brugte mælk og 2 tsk. mel) og rør godt rundt
    4. Hæld lidt kulør i - rør godt
    5. Hæld noget kartoffelvand i gryden og lad det koge godt.

Det færdige resultat

Den ser da lige lidt lækker ud - gør den ikke? Er virkelig ret stolt over at jeg fik "flettet" baconstykkerne! Den smagte super godt - lige tilpas! Jeg troede egentlig at jeg havde til i morgen, men der var slet ikke nok tilbage!


Syntes lige også skulle have et billede af hele måltidet
- synes det var en rigtig fornøjelse at lave mad til Sputnikken og manden
(leder stadig efter et navn...).

Alt i alt: Forloren hare ala Sasibe med kogte kartofler, brun sovs, kogte gulerødder, frisk agurk, dip og franske kartofler (i følge manden min en uundværlig del af et rigtig mormor-måltid).
Det smagte super godt og ja, jeg er lidt høj over det!
- og sovsen var så goooooooddddd! (jeg plejer virkelig at være elendig til at lave brun sovs!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...