mandag den 28. januar 2013

Chai sirup til chai latte og en lille dreng, som ikke ved at han i virkeligheden er syg!

På min to do-liste står mit ønske om at lave hjemmelavet Chai Latte! Hvorfor? Fordi det er dyrt at skulle ofre så mange penge på Fredsteds Chai Latte med kakao! - og når jeg nu alligevel synes det er lige dyrt nok for sådan en pakke, så skal det da i det mindste prøves!
Muligheden kom så lige lidt før end jeg havde forventet! Nemlig i dag! Vi fik nemlig et kald på jobbet fra vuggestuen om at Sputnikkens øre igen igen havde tyk flydende væske løbende ud - øv! Lang historie kort: Mor hentede Sputnikken - som var fyldt med energi, løb rundt og legede og var en af de mest aktive i hele stuen! (nogen har åbenbart glemt at fortælle ham, at det er meningen at børn skal være meget LIDT aktive, når de har noget med ørerne! Så købte vi lige hurtigt ind (og derfor kunne mor lige få købt ind til at prøve en Chai Sirup! - og fik da også lige købt den der ekstra pande - i lilla! - fordi det ligesom var lidt sjovere end sort og lyseblå!) og så direkte hen til lægen - ellers havde vi kunne nå hjem 10 minutter - og det var da lige lidt godnat - især når knægten åbenbart ikke synes han er syg! Lægen fik da også lov til at tjekke øret - sikkert tegn på at det ikke er MØB - og rigtig nok, trommehinden var som altid sprunget, men intet rødt øre! OVERHOVEDET ikke noget som helst der kunne MINDE om et rødt øre! Lægen blev enig med sig selv om at Sputnikken har betændelse i øret - men IKKE ørebetændelse! (Ja, tag lige den!)
Hjemme blev krydderierne sat over og vi hyggede os rigtig - indtil Sputnikken kastede op (det var dog mest mor der havde en reaktion, da han kun lige kiggede underligt imens og derefter løb videre for at lege (!) - mor derimod fangede ham, gav ham noget at drikke og fik tøjet af ham)... Så fik han 4 hele rugbrød med leverporstej (og ja, det er fuldstændigt normalt og nej, han er ikke skyggen af overvægtig...) og et glas vand - imens fik mor ristet, blendet, blandet, rørt og sat i kog! Sputnikken kom til middag - easy peasy - og så fik mor ro til at lave Chai Latte!

Mit mål med den her er helt klart! Det skal være en forkælelseskop med minimal arbejde i, når den skal drikkes! Derfor er målet at nå en opskrift, der kun skal have tilsat kogende vand! - og det synes jeg faktisk er lykkes ret godt! Jeg tog udgangspunkt i Annes opskrift og Sort Lakrids´Theresas opskrift i Samvirke - de minder meget om hinanden - og så eksperimenterede jeg ud fra det!
Ingredienser
  • 3 tsk. Kardemomme
  • 10 stk. Nelliker
  • 2 tsk. Allehånde
  • 1 stk. Muskatnød (alle opskrifter jeg har fundet stod der 1/4, men altså her fik den lov til at komme med på panden - og så kom der kun meget lidt med videre - så synes ikke den er så nødvendig)
  • 5 stk. kanelstænger (ca. 5 cm pr. stk.)
  • 4 stk. Stjerneanis (det er mindre end de opskrifter jeg har fundet - men mig og lakridt i te fungerer bare ikke)
  • 2 spsk. kakao (vi taler ren kakao - ikke tilsat noget og det gælder som krydderi)
  • 5 breve earl grey
  • 200 g. brun muscovadosukker
  • 5 dl vand
  • 100 g skummetsmælkspulver (skal bruges som det allersidste i hele vejledningen!)
 Vejledning
  1. Hæld krydderierne på en tør panden og rist dem til de knitrer - vær meget opmærksom på at de ikke brænder på, da især kakao har meget let ved det!
  2. Hæld vand og sukker i en gryde og sæt det til at koge godt - jo tyggere væsken bliver jo bedre, men husk at det også skal have lov til at koge og reducere med krydderier og te - så ikke overdrive!
  3. Morter eller blend krydderierne! (Fik jeg sagt at jeg ønsker mig frygteligt meget sådan en morter? - det giver lige som ikke det samme at blende!)
  4. Hæld krydderierne i siruppen og lad det koge i mindst 15 minutter - her fik det lov til at koge i 30-40 minutter - vær forberedt på at det dufter rigtig godt og rigtig meget! (bare lige så andre ikke glemmer at lukke dørene i hele huset ;) UPS)
  5. Gør det glas du vil have siruppen i klar - skold og læg en stofble over, så det hele er klar til at si! (ja, altså havde man nu sådan en smart anretning til at lave gele med, var det jo nemmere, men det har vi ikke - endnu ;))
  6. Hæld tebrevene i gryden og lad det stå og boble i 5-8 minutter - herhjemme kan vi godt lide en lidt stærk te, så den fik 8 minutter!
  7. Den sorte væske skal nu sies fra og ned i den forberedte krukke og lad det køle lidt med åbent låg - det er lidt vigtigt pga. kondensen!
  8. Hæld skummetsmælkspulveret i siruppen - og nu bliver den rigtig lækker tyk! Rør indtil der ingen klumper er og sæt glasset i køleskabet!
Siruppen er nu helt klart til brug! Vi har nogle store cafékopper, hvor der kan være ca. 250-300 ml vand (varmt/kogende) og til det brugte jeg 5 spsk. sirup - og det smagte rigtig fint.

Det færdige resultat



Sputnikken var fuldstændig vild med den hjemmelavede Chai Latte med kakao og det var så nemt! Den er ikke nær så sød, som Fredsted - og det passer mig rigtig godt! Jeg er dog ikke helt tilfreds med den endnu - næste gang vil jeg nøjes med 3 stjerneanis (det giver noget ekstra, men fire er for meget) og så vil jeg droppe muskatnødden!

Alt i alt: God begyndelse - vi er der ikke helt endnu, men godt begyndt er halv afsluttet og er selv lidt stolt over min kakao- og skummetmælkspulvertilføjelse - selvom det skyldes 100 % dovenskab ;) - og mit mål med at man kan nøjes med at hælde kogende vand i? Jep, det er nået! Så vil man have et kop er det vand i elkedlen (ps. ønsker mig så meget denne Krups Elkande!) og Sirup-glasset ud - bland og drik!

GOD FORNØJELSE!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...